Gå til indhold

Velkommen til SUH Nykøbing F.

Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. er akutsygehus for ca. 150.000 mennesker, der bor i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner.

Om sygehuset

Nykøbing F. Sygehus modtager både akutte og planlagte patienter fra Lolland, Falster, Møn og det sydlige Sjælland. Vi er behandlingssted for ca. 150.000 borgere, og vi har ca. 200 senge. Hvert år behandler vi godt 20.000 patienter i vores skadestue, foretager flere end 12.500 operationer og tager imod ca. 1.000 nyfødte verdensborgere.

Vi har 1.300 medarbejdere, som hver dag hjælper, undersøger og behandler vores patienter med høj faglighed og stort engagement.

Vores vigtigste opgave er patienten

Som sygehusledelse arbejder vi for, at alle patienter, som besøger os, føler sig trygge og godt behandlede. Det er vigtigt for os, at vores patienter føler sig i gode hænder og får den rigtige behandling, enten hos os eller på et andet sygehus. Derfor arbejder vi tæt sammen med de øvrige sygehuse i Region Sjælland og vi har hele tiden fokus på, at vores patienter får gode forløb og har den information, de har brug for. Vi arbejder også tæt sammen de praktiserende læger og kommunerne i vores område for at sikre, at behandlingen går som den skal.

For os er Nykøbing F. Sygehus Danmarks vigtigste sygehus. Det er det, fordi at borgere i vores område har langt til behandling andre steder og fordi der i vores område mangler praktiserende læger.

Men allervigtigst ønsker vi at give borgerne i vores område de samme behandlingstilbud som i andre dele af landet. Der skal ikke være ulighed i de sundhedstilbud, som man har adgang til, bare fordi man bor langt fra en stor by. Vi skal give alle en god behandling på et højt fagligt niveau. Derfor går vi forrest i at sikre, at vores borgere har ret til at opleve den samme adgang til sundhedstilbud og faglige kompetencer som andre steder i landet.

Nykøbing F. Sygehus skal som sygehus i et udkantsområde være dem, der står på mål for, at vores borgere ikke oplever afstand som en hindring for udredning og behandling.

Et godt sted at arbejde

På Nykøbing F. Sygehus arbejder vi med at skabe en god arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø. Det gør vi bl.a. ved at arbejde med onboarding, der skal sikre, at vores nye medarbejdere - både de erfarne og de nyuddannede - får den bedst mulige start på deres nye job og falder godt til hos os. Et andet centralt fokus for os er vores psykiske arbejdsmiljø. Det arbejder vi intensivt med gennem undervisning og i tæt samarbejde mellem ledere og medarbejdere.

I 2022 vandt vi Arbejdsmiljøprisen for vores arbejde som en anerkendelse af, at vi som sygehus er gået i gang med at fokusere på, hvor vigtigt medarbejdernes trivsel i hverdagen er. Det er ikke en opgave, vi nogensinde bliver færdige med - et godt arbejdsmiljø skal hele tiden holdes ved lige, og der er altid mere, vi kan lære og blive endnu bedre til. 

Ventet og velkommen

På Nykøbing F. Sygehus ønsker vi, at alle - både patienter, deres pårørende og vores ansatte - skal føle sig ventet og velkommen. Vi står for ordentlighed i den måde, vi behandler hinanden på. Vi står for faglighed og kvalitet i behandlingen af vores patienter, og vi står for det gode samarbejde med dem, der har mest brug for os og for alle dem, vi arbejder sammen med.

Vi er som sygehusledelse stolte af Nykøbing F. Sygehus og vi håber, at I vil opleve jeres besøg hos os som både trygt og af høj kvalitet.

Du er velkommen til at skrive til os på suh@regionsjaelland.dk

De bedste hilsner,
Sygehusdirektør Ricco Dyhr og lægefaglig vicedirektør Peder Fabricius

 

Lægefaglig vicedirektør Peder Fabricius (tv) og sygehusdirektør Rico Dyhr (th)

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.

Fjordvej 15

4800 Nykøbing F.

Se kort

Find vej