Når døden nærmer sig

I takt med at kroppen bliver svagere, oplever den syge tiltagende træthed, udmattelse samt øget behov for hvile. Den syge er mest sengeliggende og kan have behov for hjælp til at finde en god og aflastende hvilestilling.

Det er vigtigt, at der fortsat er en god balance mellem søvn, hvile og aktiviteter, så kræfterne prioriteres i forhold til det, der har mest betydning for den syge.

Behovet for mad og drikke bliver gradvist mindre som en del af den normale dødsproces. Kroppen kan ikke længere omsætte det. Af samme grund stopper lægerne ofte med sondemad og / eller væskebehandling og ernæring givet via en blodåre, da der er risiko for at give den syge yderligere gener i form af væskeophobning, åndenød og kvalme.

Det kan dog være lindrende for den syge at få væske i små mængder gennem munden ved hjælp af tudekop, sugerør eller som isterninger. Mundtørhed kan også forebygges gennem god mundhygiejne og ved fugtning af mundslimhinden samt smøring af læberne. Du er som pårørende velkommen til at afhjælpe disse gener.

Den sidste tid kan den syge have svært ved at synke tabletter. Lægen gennemgår medicinen og stopper ofte en stor del af patientens faste medicin, så den syge kun får medicin til at lindre symptomer og ubehag den sidste tid.

Denne del af medicinen kan gives som injektioner i en lille fastsiddende nål i underhuden, så den syge ikke skal stikkes hver gang, der gives medicin.

Hos den syge og de pårørende kan der opstå bekymring for, at eventuelle smerter vil tiltage eller blive svære at lindre i den sidste tid. Vi udfører derfor hyppige smertevurderinger, hvor enhver tvivl kommer den syge til gode. I langt de fleste tilfælde er det muligt at give en god smertelindring.

Ifølge dansk lovgivning (Sundhedsloven § 25 stk.3) kan: ”En uafvendeligt døende patient modtage smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan fremskynde dødstidspunktet”.

Formålet med smertebehandlingen er altså at lindre lidelse hos den døende. Personalet er også opmærksomme på øvrige symptomer (kvalme, angst og andet), som kan opstå den sidste tid og belaste den syge. Disse symptomer forsøger personalet at lindre i samarbejde med afdelingens læger.

Hvis lægerne vurderer, at der er behov for at inddrage ekstra viden om symptomlindring, eller hvis patienten på forhånd er tilknyttet Palliativt team, kan de kontaktes og se til patienten på afdelingen.

Hvis der opstår problemer med vandladning og toiletbesøg, eller det kræver for mange af den syges sparsomme kræfter, lægger vi ofte et blærekateter for at aflaste patienten.

Se også Hvad er palliation? på Helbredsprofilen.dk

Det kan være svært for den syge at skulle forberede sig på livets afslutning. Selv om de pårørende forsøger at dække den syges behov og ønsker for den sidste tid og tiden derefter, kan det være svært at vende eksistentielle og åndelige problemstillinger med personer, der er tæt på.

I dette tilfælde kan I tale med sygehuspræsten, som er vant til at håndtere svære samtaler om livets afslutning, og som kan være en god støtte og sjælesørger for den syge, uanset om den syge er religiøs eller ej.

Sygehuspræsten står også til rådighed for samtale og sparring med de pårørende til den syge.

Såfremt den syge er tilknyttet andre trossamfund, er det også muligt at tale med repræsentanter herfra.

Det er også vigtigt at gøre os opmærksom på, hvis vi skal tage særlige hensyn til religiøse aktiviteter, når døden indtræder.

De sidste dage bliver den syge tiltagende døsig og bevidsthedsvækket, og glider ind og ud af bevidsthed for til sidst kun at reagere svagt på tiltale eller berøring.

Nogle døende har klare øjeblikke, mens andre bliver forvirrede, urolige og har vrangforestillinger/hallucinationer uden, at det er muligt at korrigere dem. I denne situation kan vi give beroligende medicin. Det er også vigtigt, at patienten får ro og er omgivet af personer, der skaber tryghed.

Selvom sanserne er svækkede, er høre- og følesansen dog bevaret til det sidste. Derfor er det vigtigt at fortælle den døende, hvad man foretager sig, før man gør det, og fokusere på at tale med og ikke om den døende.

Kontakten med den døende kan bevares gennem nærvær og fysisk kontakt (som at holde i hånd). Det kan også være beroligende for den døende ikke at være alene samt høre velkendte rolige stemmer eller musikstykker.

Når døden er nært forestående, ændrer åndedrættet sig. Vejrtrækningen bliver uregelmæssig og med lange pauser for til sidst at stoppe.

Iltbehandling lindrer ikke længere den døende på dette tidspunkt. Derfor bliver igangværende iltbehandling ofte stoppet eller skruet ned.

Hos døende patienter kan der opstå en højlydende, rallende vejrtrækning, der skyldes slim i luftvejene, som ikke hostes op. Det betyder ikke, at den døende har svært ved at trække vejret, men lyden kan være ubehagelig for de pårørende.

Nogle gange kan det hjælpe at ændre liggestillingen, så vejrtrækningen bliver lettere, eller give medicin, der begrænser slimdannelsen. Vi undgår så vidt muligt at suge i luftrøret, da det er ubehageligt for patienten og stimulerer dannelsen af slim.

Ofte vil de pårørende opleve, at den døendes udseende ændrer sig de sidste levedøgn. Den nedsatte blodcirkulation kan give den døende kølige, blege/blåmarmorerede arme og ben, og der opstår blåfarvning af læber og fingerspidser.

Den døendes ansigtsudtryk kan ligeledes ændres, så næsen fremtræder spids og huden falder ind og bliver ”voksagtig”.

Det kan være vanskeligt at forudsige, hvornår døden indtræffer - selv for erfarne læger og plejepersonale, men i de sidste timer/døgn er der ofte tegn på, at døden er nært forestående.

Kroppens funktioner ophører langsomt, der er ikke energi til at tale, og evnen til at spise eller drikke forsvinder. Sanserne bliver langsomt svækket, den døende sover mere og kan have svært ved selv at flytte sig i sengen.

Til sidst stopper vejrtrækningen helt, og døden er indtrådt. Som regel er det fredfyldt at stå ved dødslejet, når døden indfinder sig, og de fleste dør stille og roligt som et lys, der langsomt slukkes.

Nogle pårørende har behov for lidt tid alene på stuen for at tage afsked. De fleste vælger at forlade stuen, mens vi gør afdøde i stand, men for nogle pårørende føles det vigtigt at deltage i processen.

Det er afdelingens læge, der formelt tilser og erklærer patienten for død. Vi gør, hvad vi kan for at den afdøde kan blive på afdelingen, til de pårørende har taget afsked for sidste gang.

For pårørende, der kommer langt væk fra, er det muligt at arrangere at se afdøde i kapellet, ved henvendelse i sygehusets Information.

6-8 timer efter dødens indtræden tilser en læge afdøde anden gang med henblik på at konstatere dødstegn. Afdøde bliver derefter placeret på køl indtil udleveringen til bedemand.

Vi giver en pjece til de pårørende, som indeholder gode råd til, hvordan I som pårørende tackler nogle af de akutte praktiske og formelle problemstillinger, der opstår i relation til, at jeres nærmeste dør.