Et arbejdsliv i balance
På SUH Nykøbing F. arbejder vi for at sikre, at præmisserne for at yde et godt stykke arbejde er til stede. Derfor har vi særligt fokus på at skabe gode forhold for både de medarbejdere, der pendler langt og dem, der vælger at bo tæt på.
Det kan du læse mere om herunder.
Transport
Til dig, der bor i København kan vores personalebus være en mulighed for at benytte transporttiden til en ekstra lur eller lidt uforstyrret læsetid.
Personalebussen kan benyttes af alle sygehusets medarbejdere og studerende. Den kører på alle hverdage - morgen og eftermiddag - mellem Vesterport Station (Vester Farimagsgade 19, 1606 København) og sygehusets hovedindgang.
Køreplanen er tilpasset mødetider og tidspunkter for morgenkonference.
Prisen er 50 kr. per tur, og der betales med MobilePay ved påstigning.
Køreplan - Morgen
Afgang fra Vester Farimagsgade kl. 06:10
Ankomst til sygehuset ca. kl. 07:45
Afgang fra sygehuset kl. 09:10
Ankomst til Vester Farimagsgade ca. kl. 10:50
OBS: Tiderne er med forbehold for trafikken.
Køreplan - eftermiddag
Afgang fra Vester Farimagsgade kl. 13.30
Ankomst til sygehuset ca. kl. 15.25
Afgang fra sygehuset kl. 15:45
Ankomst til Vester Farimagsgade ca. kl. 17:30
OBS: Tiderne er med forbehold for trafikken.
Hvis du tager bilen. er køretiden lidt over en time fra København K. og under 50 min. fra Næstved.
Når du kommer til sygehuset, kan du parkere din bil på en af de mange p-pladser rundt om sygehuset. Vær opmærksom på tidsbegrænsninger visse steder. Se et kort over områdets parkeringspladser her.
Du finder også en række el-ladestandere og parkering uden tidsbegrænsning på den store parkeringsplads mellem Ejegodhallen og Ejegod Mølle.
Hvis du vil med toget til Nykøbing F., har du også muligheden for det. Nykøbing F. Station har direkte forbindelse til København H., og der er flere afgange hver time hver vej.
Når du ankommer til Nykøbing F. station, kan du tage bussen til sygehuset – det tager ca. 10 min., eller du kan gå de to flotte kilometer langs med vandet ved Guldborgsund.
Alle oplysninger om togafgange kan du finde på rejseplanen.dk.
Danmarks smukkest beliggende sygehuskantine
På SUH Nykøbing F. er medarbejderkantinen populær. Her samles vi på tværs af faggrænser og specialer og spiser med udsigt over smukke Guldborgsund.
Kantinen serverer god og sund mad. Du betaler for det, du spiser.
Det er sygehusledelsens ønske at skabe gode forhold for alle i vagt. Derfor er der selvfølgelig mulighed for at tage maden med tilbage til frokoststuen dér, hvor du arbejder.
Kantinen er åben for alle medarbejdere til morgenmad mellem kl. 07:00-09:00, til frokost mellem kl. 11:00-13:30 og til aftensmad på alle hverdage (inkl. helligdage) mellem kl. 16:30-19:00.
I weekenden serveres der buffet til frokost mellem 11:00-13:30.
Overnatning og bolig
På SUH Nykøbing F. har du mulighed for at bo i kortere eller længere perioder på vores campus, eller i en af vores lægeboliger tæt på sygehuset.
Sygehuset stiller bolig til rådighed for læger i uddannelsesforløb (KBU, I-stillinger og H-forløb).
Det er populært at bo i sygehusets boliger, og derfor skal man kontakte sygehusets boligadministration i god tid, hvis man er interesseret i en bolig.
CAMPUS er for dig, der ønsker at overnatte i forbindelse med arbejde eller studietid på sygehuset. Både fastansatte medarbejdere, vikarer og studerende har mulighed for at benytte CAMPUS.
Personalehotellet består af 15 enkeltværelser og 5 dobbeltværelser, hvortil der er tilknyttet fællesarealer og et køkken.
Der serveres morgenmad i køkkenet alle dage fra kl. 6.30-8.30.
Du har mulighed for at vaske dit tøj, opbevare din cykel, og der er træningsfaciliteter og smukke naturområder lige i nærheden.
Familieliv og fritid
Hvis du vælger at flytte til Nykøbing F., rådgiver vi gerne, om de muligheder du har, når du og din familie flytter til området.
Lige ved siden af sygehuset ligger en vuggestue og børnehave. Institutionen er veldrevet og populær, og vi hjælper dig, i samarbejde med Guldborgsund Kommune, med at få plads til dit barn uden ventetid.
Se mere om Børnehuset Firkløveren her.
Du kan også læse mere om Guldborgsund Kommune og hele området herunder.
Vores Guldborgsund er summen af 'det gode liv' i netop vores område. På denne hjemmeside finder du de lokale fællesskaber, det rigtige hjem eller det nye job.
Find de autentiske historier, de nære relationer og historier fra hverdagen.
Brug også siden til at få overblik over kommunens tilbud af fx skoler, kultur og fritidsfaciliteter.
Visit Lolland-Falster er en hjemmeside, der deler alle informationer om lokale attraktioner, arrangementer, kultur, campingpladser og ferieboliger samt lokale gastronomiske oplevelser.
Kort sagt er det en side, der er god at have under sine favoritter, så man altid kan holde sig opdateret om alt det, der sker på Lolland-Falster.
Lolland-Falster Lovestorm er knudepunktet for stolthed og optimisme på Lolland-Falster. Konceptet går ud på at dele ud af alle de positive ting, der sker i området.
Bliv medlem af Facebookgruppen og bliv del af landsdelens største fællesskab. Få inspiration til vores område og del også gerne dine egne historier og fotos i gruppen.
Når en ejendom er registreret som flexbolig, er der ingen bopælspligt. Du kan derfor anvende boligen som et fritidshus eller som et ekstra hjem.
Samtidig får du den ekstra fordel, at - i modsætning til et fritidshus - kan du flytte permanent ind i huset og bruge det som helårsbolig, hvis du skulle få lyst til det.
Fra et sted man bare fræsede igennem til et sted, hvor tilværelsen sænker farten, og der er fokus på det gode liv. Sådan kan man beskrive livet på Lolland og Falster, også kendt som 'Sydhavsøerne'.
Find nyt råderum, nye muligheder, masser af foreningsliv og aktiviteter, et rigt kulturliv, gastronomi, specialiserede brancher, smuk natur med brede strande og dybe skove, innovation og grønne investeringer. Kort sagt, det gode liv spirer her.
Læs mere om erhvervsudvikling på Lolland-Falster her.
Går du med tanker om at flytte tæt på, kan du finde masser af hjælp og inspiration til alt fra boligjagt til børneliv.
Der er et voksende og meget aktivt, multikulturet fællesskabsnetværk på Lolland-Falster. Området tiltrækker arbejdskraft fra hele verden, og derfor er frivillige lokale både med international og dansk baggrund gået sammen om at skabe et netværk, der understøtter fællesskaber, videndeling, tværkulturelle møder og støtte til udlændinge, der flytter til området.
Læs mere om International Community Lolland-Falster her.
Følg International Community Lolland-Falster på Facebook her.
Opdateret tirsdag den 29. okt. 2024