Vi kan undersøge, om der er forstyrrelser i barnets/den unges vækst ved hjælp af forskellige blodprøver og undersøgelser.
Undersøgelserne varer 1-3 timer, afhængig af hvilken test barnet/den unge skal have udført. I nogle tilfælde har vi brug for at udføre stimulationstests. De udføres i Børne- og Ungeafsnittet, hvor barnet/den unge overnatter.
Undersøgelser med faste
Nogle undersøgelser kræver, at barnet/den unge møder på sengeafsnittet aftenen før og faster til næste morgen. Det vil sige, at barnet/den unge ikke må spise eller drikke fra aftenen før kl. 24.00. Dette vil I få nærmere information om.
Undersøgelser uden faste
Hvis barnet/den unge skal testes for tidlig pubertet eller Kortisol-regulering, er der ingen forberedelse. Barnet/den unge skal ikke være fastende.
Ved undersøgelserne anlægges der en lille kanyle (venflon) i en blodåre på håndryggen. Det er muligt at sætte Emla-plastre på begge håndrygge en time forud for undersøgelsen for at forebygge smerter ved stikket. Emla-plaster købes i håndkøb på apoteket.
Testen foregår ved, at der gives medicin i venflon. Før og efter vi giver medicin, tager vi blodprøver fra venflon.
Blodprøverne sendes til undersøgelse på Rigshospitalet. I får svar på undersøgelsen af barnets/den unges kontaktlæge.